Partners historie
AB Bergborrmaskiner i Mölndal i Gøteborg fremstillede oprindeligt bjergboremaskiner, men begyndte i 1949 at udvikle et helt nyt produkt. Det fik navnet Be-Bo efter fabrikken og var den første svenske motorsav nogensinde. I løbet af 1950'erne blev Be-Bo det førende mærke inden for motorsave i Sverige, hvilket var en væsentlig medvirkende årsag til mekaniseringen af skovbruget i Skandinavien.
I 1954 lancerede virksomheden en efterfølger til Be-Bo med navnet Partner C6. Navnet fængede, og derefter kom alle nye modeller til at hedde Partner. Partner C6 blev efterfulgt af Partner R11 og X21 med international succes, og kort tid senere skiftede selskabet også navn til AB Partner.
I løbet af 1960'erne udviklede Partner sig til at blive Nordeuropas førende producent af motorsave med en støt stigende eksportvirksomhed. Selskabet udvidede produktsortimentet med gokartmotorer og benzindrevne kapsave, hvilket var en nyskabelse, som i alle detaljer blev udviklet på fabrikken.
Flere opfindelser
Innovative Partner-modeller sidst i 60'erne og først i 70'erne omfattede flere opfindelser som kædebremse og varme i håndtagene. Den fortsatte salgssucces medførte, at man byggede en ny, stor fabrik og udviklede et bredt og meget ambitiøst sortiment af motorsave, samtidig med at medarbejderantallet nåede det højeste niveau nogensinde.
Sidst i 70'erne blev alle de tre svenske motorsavsproducenter, Partner, Husqvarna og Jonsered overtaget af Electrolux. De nye ejere besluttede, at varemærket Partner fremover udelukkende skulle markedsføres til halvprofessionel brug og fritidsbrugere.
Et komplet sortiment til haven
I 1990 lancerede Partner et komplet sortiment af benzindrevne havemaskiner. Ud over motorsave og buskryddere omfattede det flere plæneklippere og havetraktorer sammen med en nyskabelse på det europæiske marked – løvblæseren med sugefunktion til haven. Omlægningen af varemærket til forbrugermarkedet var dermed fuldført.
Det nye sortiment blev hurtigt en succes. Nogle af de mest populære produkter var traktorerne og en letvægtstrimmer med navnet Colibri. I 2003 introducerede varemærket plæneklippere med store baghjul i Europa, hvilket var en sjælden designudvikling inden for denne produktkategori. I 2006 valgte Electrolux at skille sig af med alle varemærker til havebrug, herunder Partner, og de blev derefter alle samlet i det netop stiftede selskab Husqvarna AB.